§1
Klubbens navn er Sankt Peder Pétanqueklub og har hjemsted i Øregaardsparken, 2900 Hellerup
§2
Klubbens formål er:
• At spille Petanque og arbejde for spillets udbredelse
• At fastholde et rimeligt spillested i Gentofte Kommune
• At arbejde for et godt sammenhold og kammeratskab
blandt medlemmerne
§3
Klubben er åben for aktive såvel som passive medlemmer. Aktive og passive medlemmer betaler samme kontingent.
§4
Klubbens øverste myndighed er generalforsamlingen hvor bestyrelsen vælges. Alle medlemmer er valgbare til bestyrelsen der består af 3 medlemmer: En formand, en kasserer og yderligere et medlem samt en multi-suppleant. Der vælges endvidere en revisor.
Bestyrelsen konstituerer sig selv når formanden er valgt.
Alle vælges for 2 år ad gangen.
Formand og bestyrelsesmedlemmet er på valg i lige år og kassereren er på valg i ulige år. Alle kan genvælges.
Bestyrelsesmøder afholdes efter behov.
Klubben tegnes af Formanden og kassereren i forening.
Der afholdes ordinær generalforsamling hvert år i februar/marts.
§5
Den ordinære generalforsamling indkaldes af bestyrelsen med mindst 3 ugers varsel per e-mail til alle medlemmer med angivelse af dagsorden, der mindst skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Indkomne forslag
4. Fastlæggelse af næste års kontingent
5. Valg af formand
6. Valg af bestyrelse
7. Valg af revisor
8. Eventuelt
§6
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte. Stillede forslag afgøres ved simpelt flertal – bortset fra de i §7 og §12 nævnte tilfælde.
I tilfælde af stemmelighed bortfalder forslaget.
Afstemning sker ved håndsoprækkelse, men skal ske skriftligt, hvis 5 eller flere medlemmer kræver det.
§7
Vedtægtsændringer kræver mindst 2/3 af de fremmødtes stemmer.
§8
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen med 14 dages varsel.
Endvidere skal der afholdes ekstraordinær generalforsamling hvis en 1/4 eller flere af medlemmerne fremsætter skriftligt ønske herom. Bestyrelsen er pligtig at indkalde denne inden 1 måned og med 14 dages varsel.
§9
Klubbens regnskabsår går fra 1. januar til 31. december.
§10
Kontingentet fastsættes årligt på generalforsamlingen og opkræves umiddelbart efter generalforsamlingen.
Medlemmerne – herunder bestyrelsesmedlemmerne – hæfter for klubbens økonomiske drift og dispositioner alene ved deres kontingent.
§11
Indmeldelsen i klubben sker ved henvendelse til formanden via mail med oplysninger om: Navn, Adresse, telefonnummer og e-mailadresse. Kontingentrestance ud over 3 måneder medfører automatisk udmeldelse.
§12
Opløsning af klubben kan kun ske på en dertil indkaldt generalforsamling og kræver 2/3 eller flere af de fremmødte medlemmers stemmer for opløsningen. I tilfælde af klubbens opløsning skal klubbens midler anvendes til et afskedsevent for medlemmerne.
Vedtægterne i sin ovenstående ordlyd er vedtaget på generalforsamlingen den 19/9-2021